Hvad er en residuale velfærdsmodel?

En residuale velfærdsmodel er en form for velfærdsstat, hvor staten primært spiller en begrænset rolle i at sikre velfærd for borgerne. I denne model er der fokus på individuel ansvarlighed og minimal statsintervention. Den residuale velfærdsmodel adskiller sig fra andre velfærdsmodeller ved at lægge større vægt på den private sektors rolle i at levere velfærdsydelser.

Definition af residuale velfærdsmodel

En residuale velfærdsmodel kan defineres som en velfærdsstat, hvor staten primært træder til som en sikkerhedsnet for borgere, der ikke kan klare sig selv på grund af ekstreme omstændigheder som arbejdsløshed, sygdom eller handicap. Staten yder kun velfærdsydelser til dem, der ikke kan få hjælp fra familie, venner eller private forsikringer.

Kendetegn ved en residuale velfærdsmodel

En residuale velfærdsmodel har flere kendetegn, der adskiller den fra andre velfærdsmodeller:

• Individuel ansvarlighed: I en residuale velfærdsmodel er der fokus på, at den enkelte borger har ansvaret for sin egen velfærd. Det betyder, at borgerne forventes at tage ansvar for deres eget liv og sikre sig selv mod risici som arbejdsløshed eller sygdom.
• Minimal statsintervention: Staten spiller en begrænset rolle i at sikre velfærd for borgerne. Den primære opgave for staten er at fungere som en sikkerhedsnet for dem, der falder igennem systemet og ikke kan klare sig selv.
• Privat sektors rolle: Den private sektor spiller en vigtig rolle i at levere velfærdsydelser i en residuale velfærdsmodel. Det kan være gennem private forsikringer, arbejdsgiverbaserede ydelser eller private velfærdsorganisationer.

Historisk baggrund og udvikling

Opståen af den residuale velfærdsmodel

Den residuale velfærdsmodel opstod som en reaktion på de økonomiske og politiske udfordringer, der opstod efter Anden Verdenskrig. I mange vestlige lande var der behov for at genopbygge økonomien og samtidig sikre velfærd for befolkningen.

Den residuale velfærdsmodel blev inspireret af den liberale økonomiske tænkning og troen på individuel ansvarlighed. Tanken var, at staten kun skulle træde til som en sikkerhedsnet for dem, der ikke kunne klare sig selv.

Udvikling og implementering

Den residuale velfærdsmodel blev implementeret i forskellige lande på forskellige tidspunkter. I nogle lande som USA og Storbritannien har den residuale velfærdsmodel været dominerende, mens den i andre lande som de nordiske lande har været en mindre del af velfærdssystemet.

Implementeringen af den residuale velfærdsmodel har været præget af politiske og økonomiske overvejelser. I nogle tilfælde har der været en bevægelse mod en mere universel velfærdsmodel, mens andre lande har fastholdt den residuale velfærdsmodel som en central del af deres velfærdssystem.

Principper og struktur

Individuel ansvarlighed

Individuel ansvarlighed er et centralt princip i en residuale velfærdsmodel. Borgerne forventes at tage ansvar for deres eget liv og sikre sig selv mod risici som arbejdsløshed eller sygdom. Dette kan ske gennem private forsikringer eller opsparing til at dække eventuelle udgifter.

Minimal statsintervention

I en residuale velfærdsmodel spiller staten en begrænset rolle i at sikre velfærd for borgerne. Staten træder kun til som en sikkerhedsnet for dem, der falder igennem systemet og ikke kan klare sig selv. Dette kan være i form af sociale ydelser som arbejdsløshedsunderstøttelse eller førtidspension.

Privat sektors rolle

Den private sektor spiller en vigtig rolle i at levere velfærdsydelser i en residuale velfærdsmodel. Det kan være gennem private forsikringer, arbejdsgiverbaserede ydelser eller private velfærdsorganisationer. Den private sektor anses for at være mere effektiv og fleksibel i at levere velfærdsydelser.

Fordele og ulemper ved en residuale velfærdsmodel

Fordele

Der er flere fordele ved en residuale velfærdsmodel:

• Individuel frihed: En residuale velfærdsmodel giver borgerne mulighed for at tage ansvar for deres eget liv og træffe beslutninger baseret på deres individuelle behov og ønsker.
• Effektivitet: Den private sektors involvering i at levere velfærdsydelser kan føre til øget effektivitet og innovation.
• Økonomisk bæredygtighed: En residuale velfærdsmodel kan være mere økonomisk bæredygtig på lang sigt, da den begrænser statens udgifter til velfærd.

Ulemper

Der er også ulemper ved en residuale velfærdsmodel:

• Social ulighed: En residuale velfærdsmodel kan føre til øget social ulighed, da velfærdsydelserne primært er tilgængelige for dem, der har råd til at betale for dem.
• Manglende sikkerhedsnet: Den begrænsede statsintervention i en residuale velfærdsmodel kan betyde, at nogle borgere falder igennem systemet og ikke får den nødvendige hjælp.
• Manglende solidaritet: En residuale velfærdsmodel kan underminere solidariteten i samfundet, da den lægger større vægt på individuel ansvarlighed frem for fælles ansvar.

Sammenligning med andre velfærdsmodeller

Universalistisk velfærdsmodel

En universalistisk velfærdsmodel adskiller sig fra en residuale velfærdsmodel ved at sikre velfærd for alle borgere uanset deres økonomiske eller sociale status. I en universalistisk velfærdsmodel er der fokus på lige adgang til velfærdsydelser for alle.

Korporatistisk velfærdsmodel

En korporatistisk velfærdsmodel adskiller sig fra en residuale velfærdsmodel ved at involvere arbejdsmarkedets parter i leveringen af velfærdsydelser. I en korporatistisk velfærdsmodel er der fokus på samarbejde mellem arbejdsgivere, fagforeninger og staten for at sikre velfærd for borgerne.

Eksempler på lande med en residuale velfærdsmodel

USA

USA er et eksempel på et land med en residuale velfærdsmodel. I USA er der fokus på individuel ansvarlighed, og velfærdsydelserne er primært baseret på private forsikringer og arbejdsgiverbaserede ydelser.

Storbritannien

Storbritannien er også et eksempel på et land med en residuale velfærdsmodel. I Storbritannien er der fokus på minimal statsintervention og den private sektors rolle i at levere velfærdsydelser.

Kritik af den residuale velfærdsmodel

Social ulighed

En af de største kritikpunkter ved en residuale velfærdsmodel er den øgede social ulighed, den kan medføre. Da velfærdsydelserne primært er tilgængelige for dem, der har råd til at betale for dem, kan det føre til en opdeling mellem dem, der har adgang til velfærd og dem, der ikke har.

Manglende sikkerhedsnet

En anden kritik af den residuale velfærdsmodel er det manglende sikkerhedsnet. Da statens rolle er begrænset, kan der være borgere, der falder igennem systemet og ikke får den nødvendige hjælp i ekstreme situationer som arbejdsløshed eller sygdom.

Konklusion

En residuale velfærdsmodel er en form for velfærdsstat, hvor statens rolle er begrænset, og der er fokus på individuel ansvarlighed og minimal statsintervention. Den private sektor spiller en vigtig rolle i at levere velfærdsydelser i denne model. Der er både fordele og ulemper ved en residuale velfærdsmodel, og den adskiller sig fra andre velfærdsmodeller som den universalistiske og korporatistiske velfærdsmodel. Eksempler på lande med en residuale velfærdsmodel inkluderer USA og Storbritannien. Kritikpunkter ved den residuale velfærdsmodel inkluderer øget social ulighed og manglende sikkerhedsnet. Det er vigtigt at forstå de forskellige velfærdsmodeller for at kunne diskutere og vurdere deres effektivitet og relevans i forskellige samfund.